Årsskiftet inviterer til at få ryddet op og ud. Ifølge Mirjam Madsen, der er Danmarks første Konmari-konsulent, kan en gennemgribende oprydning skabe overskud både socialt, økonomisk og personligt
Det er kun få dage siden, at vi skød ikke bare et nyt år, men også et nyt årti i gang. Og hvad er mere oplagt end at begynde turen mod 2021 med at få foretaget den oprydning i hele huset, som måske har presset sig på de seneste 5, 10, 20 eller 30 år?
Mirjam Madsen er Danmarks første såkaldte Konmari-konsulent og kvinden bag hjemmesiden rydheltop.dk.
Hun har taget Konmari-uddannelsen, der bygger på oprydningsfilosofien, som den japanske oprydningsguru Marie Kondo præsenterer i den verdensberømte Netflixserie ”Tidying Up with Marie Kondo”. En serie, som har fået mennesker kloden over til at sortere, rydde op og smide ud, som de aldrig har gjort før. Målet med oprydningen kan være forskelligt fra person til person, men fælles for alle er, at de efter en grundig oprydning får plads til noget i deres liv, som de har savnet eller drømmer om.
”Jeg plejer at sige, at en stor livsændring kræver en stor indsats. Og en oprydning kan faktisk føre dig lige derhen, hvor du gerne vil. Hvad enten det drejer sig om mere tid, tættere relationer til andre mennesker, bedre økonomi eller noget helt fjerde,” siger Mirjam Madsen og tilføjer:
”Rod er udskudte beslutninger.”
Råd til oprydning a la Marie Kondo
- Gør det klart, hvad dit mål med oprydningen er.
- Del oprydningen op i kategorier – og kan man ikke overskue en hel kategori på samme tid, kan man lave underkategorier. For eksempel dele tøjkategorien op i overdele og underdele.
- Når du først har besluttet dig for at skille dig af med nogle ting, så skil dig af med dem hurtigst muligt. Så er det lettere at holde orden undervejs.
- Hav øje for, at man bytter ting for plads.
- Hold efterfølgende fast i de principper, du har ryddet op efter. Så undgår du overforbrug og fremtidigt rod.
- Dette er den øverste lille del, af en artikel fra Kristeligt Dagblad, resten kan læses på deres webside.